09 november 2008

Pizza

Ja, jeg ved sgu godt at vi alle sammen kan lave en pizza. Det er der slet ikke noget svært eller interessant ved, vel? Men hvad nu hvis vi fjerner tomatsaucen? Hvad sker der så? Og hvad nu hvis vi fjerner al kød og ost? Hvad har vi så tilbage? Pizza bianca. Og det smager mange gange bedre end du tror.

Lav en ganske almindelig pizzadej (du kan evt. tilsætte lidt groftmalet majsmel til dejen, det giver den lidt "crunch" når man tygger den) og drys groft salt og 1-2 spsk finthakket frisk rosmarin over og dryp så lidt olivenolie over det hele og smid det i en ovn der er så varm som du kan slippe af sted med (250-300 grader C) i en 5-10 minutter (hold øje med den!). Tag den ud og nyd en smagsoplevelse af de helt specielle. Uhm!

Andre ting man kan gøre med sin pizza er, at bruge skiver af frisk tomat i stedet for tomatsauce, bruge fetaost (eller en ikke for stærk skimmelost) i stedet for den sædvanlige slatne reven danbo, skiveskårne artiskokhjerter - og i det hele taget en hel række rester, så længe der er tale om ting der bliver møre på kort tid. Hvis du har grøntsager der kræver længere tilberedning, så tilbered dem separat indtil de er næsten klar. Man kan. f.eks. bruge skiveskårne kogte kartofler (dryp lidt olivenolie over dem, så de ikke tørrer helt ud) eller bløde løg. 2-3 store løg skåret i tynde skiver stegt ved lav varme under låg i 4 spsk olie i 40 minutter sammen med lidt salt, peber og 1 spsk balsamicoeddike (eller sherry-eddike eller anden smagfuld eddike) smager sindssygt godt på pizza med lidt friske krydderurter, f.eks. basilikum. Man kan endda forbedre det en smule ved at drysse en spsk rasp henover løgene lige inden man smider pizzaen i ovnen.

0 kommentarer: